Det pædagogiske perspektiv

 

Pædagogisk psykologi er i høj grad blevet en tværdisciplinær kampplads.

Pædagogisk psykologi har en særlig placering mellem teori og praksis, men hvilken praksis taler vi om? Pædagogisk praksis forbindes ofte med daginstitutioner, skoler og uddannelse. Og det vil jeg ikke protestere imod. Det er i disse institutioner, det pædagogiske perspektiv udspiller sig.

Pædagogisk psykologi fokuserer på menneskers læring i den kontekst, det befinder sig i. Det er der andre dele af psykologien, der gør, men pædagogisk psykologi spiller i højere grad sammen med det omgivende samfund. Pædagogisk praksis handler om at psykologen bruger sin viden i et unikt bidrag i forskellige settings med en forskellighed af klienter og en bunke uforudsete og utilsigtede virkninger.

Forebyggelse er et eksempel på pædagogisk praksis.

Samspillet med det omgivende samfund er ingen ny konstatering. Opdragelse er en sag, som ethvert samfund må tage stilling til. Før psykologiens århundrede blev pædagogiske teorier udviklet som et oprør mod eksisterende pædagogisk tænkning. Man behøver ikke at anstrenge sig for at finde historiske eksempler på dette: Kerschensteiner, Pestalozzi, Montessori, Rousseau, Freire, Neill og Steiner, Grundtvig og John Dewey. Dette samspil med det omgivende samfund spiller stadig en væsentlig rolle, og nogle gange en afgørende rolle for den måde den pædagogiske forskning bedrives på.

Interventioner er forankret i en kompleksitet, og de problemer, interventionerne sigter på at løse, opstår i denne kompleksitet. I denne forståelse ignoreres individuelle behov ikke, men forstås som behov, der er afledt af den kompleksitet, mennesker befinder sig i (Cameron, 2006): komplekse omgivelser (skole, hjem, institutioner), komplekse situationer (kritiske begivenheder, usikkerheder, personale stress m.m.) og komplekse behov, som fører til problemerne (anerkendelse, udfordringer, mangel på færdigheder m.m.).

Tematiseres moderne pædagogiske tekster – især tekster i dansk pædagogik – viser følgende temaer sig at være relevante i tidens pædagogiske forskning:

(A) Deltageres tænkning studeres ”in real life” i form af begreber som situeret læring og kognition.

(B) Der lægges vægt på deltagernes konstruktion af verden.

(C) Der sættes i højere grad fokus på samspillet mellem deltagere i institutionelt regi.

(D) Det er velkendt, at sociale faktorer skaber ulighed.

(E) I nyere pædagogisk psykologi fokuseres der på de fysiske og kulturelle rammer i klasseværelset som skaber ulighed.

(F) Der sættes i højere grad fokus på deltagernes involvering i læreprocessen og det fællesskab, som deltagerne er en del af.

(G) Integration og inklusion er på dagsordenen – stigende globalisering.

Pædagogisk psykologi inddrager i stigende grad institutionelle overvejelser i bestræbelserne på at hjælpe børn med vanskeligheder. Denne udvikling kan også spores internationalt, og der inddrages i stigende grad bredere temaer, som grænser over mod det organisatoriske og socialpsykologiske felt; især community psykologien får stigende indflydelse. Med en kort formulering er pædagogisk psykologer begyndt at interessere sig for institutioner eller organisationer, som leverer indsatser, der har til formål at hjælpe mennesker af med et psykologisk eller socialt problem. I dette institutionelle arbejdsfelt findes der adskillige pædagogiske problemstillinger, som bl.a. er psykologiens bidrag til at tilrettelægge virksomme indsatser.

Forebyggelse er et af disse emner.

retur til hvor kommer idéen om forebyggelse fra?